Dronning Margrethe II fortæller i ny bog sin version af danskernes historie
Dato: 19. oktober 2016

Med Dronning Margrethe som rejsefører inviteres læseren i De dybeste rødder med på et togt gennem Danmark. Aldrig før har dronningen fortalt så indgående om sit land og sine landsmænd. Det er blevet til historien om os. Fortalt af en regent, der kender hver en krog af landet og forstår at ramme folkesjælen på kornet.

Dronning Margrethe II har i en række lange interviews fortalt om sit syn på Danmark og danskerne til journalist, kommentator og forfatter Thomas Larsen, som tidligere har interviewet dronningen i forbindelse med bøgerne Amalienborg og Borgen. Denne gang har dronningen åbnet for en hel serie af samtaler, hvor hun giver sin version af danmarkshistorien - fra den fjerneste fortid til vores nutid.

 

Dronningen fortæller om de første jægerfolk, om vikingerne og om tiden, hvor Danmark var en stormagt. Hun beretter om nederlagene, der næsten udslettede os, og om viljen til at rejse landet igen. Vi hører også om, hvordan hun selv som tronarving og regent har oplevet store skift i nyere tid, hvor Danmark er gået fra knaphed til overflod, fra land til by, fra traditionelle kønsroller til kvindefrigørelse og fra venlig nysgerrighed til skepsis over for indvandring.

I bogen fortæller dronningen også om Danmarks placering i Europa, om terrortruslen og om vores militære indsatser i udlandet. Men først og sidst handler De dybeste rødder om, hvad vi kan lære af historien, og hvordan historien kan være med til at skabe forankring i en tid med store forandringer.

De dybeste rødder rummer også dronningens personlige livshistorie. Bogen beskriver de første leveår under tyskernes besættelse, opvæksten på Amalienborg, forholdet til kong Frederik og dronning Ingrid, omvæltningen ved at blive udpeget til tronfølger som 13-årig, regentskiftet i 1972 og de mange år som Danmarks statsoverhoved.

 

Om møderne med dronningen siger bogens forfatter, Thomas Larsen:

Det har været et privilegium at kunne skrive denne bog, hvor Hendes Majestæt Dronningen for første gang går så meget i dybden om Danmarks historie og fortæller om de skelsættende begivenheder, som har præget landet - og dermed os. Hun sætter farve og personlighed på historien, så man ikke kan undgå at blive engageret. Jeg mener også, at Dronningen er med til at vise, hvordan dybe rødder kan give rodfæste i en tid præget af mægtige forandringer. I mødet med omverdenen giver det styrke at vide, hvor man kommer fra."

"Jeg har ikke kunnet undgå at blive imponeret undervejs. Dronningen ønskede på intet tidspunkt at kende mine spørgsmål på forhånd - og alligevel kom der konsekvent skarpe og indsigtsfulde svar på det bombardement af spørgsmål, jeg fik mulighed for at stille. Dronningen kender sit land, og hun kender sit folk til benet. Det håber jeg også, at læserne vil føle, når de giver sig i kast med fortællingen."

 

De dybeste rødder udkommer på Gyldendal torsdag 27. oktober 2016.

 

For yderligere kommentarer kontakt Søren Gaden (3375 5684) eller Thomas Brunstrøm (3375 5740) på Gyldendal. Hvis der ønskes yderligere billedmateriale fra bogen, kan det rekvireres på matb@gyldendal.dk.


Tilmeld nyhedsbrev

E-mail